- Sagen: nogle mennesker er frivillige, fordi de brænder for en sag. Det kan f.eks. være miljø, dyrevelfærd, menneskerettigheder eller noget helt andet. At brænde for en "sag" betyder, at man synes, at sagen er så vigtig, at man ikke lade være med at gøre noget for den.
- Karriere: Det har betydning, hvad du laver i din fritid. Når du søger et job eller en læreplads, bliver der ofte lagt mærke til, hvad du laver i din fritid. At du laver frivilligt arbejde, fortæller noget om, hvem du er som person. Derfor kan et frivilligt arbejde ofte afgøre kampen om jobbet eller lærepladsen.
- Sociale forventninger: Nogle vælger at blive frivillige, fordi de søger nye venner. Der kan være mange grunde til at behovet for nye venner opstår. Det kan f.eks. være, at du er flyttet til et nyt sted, du er vokset fra dine gamle venner eller du gerne vil have flere venner. Nogle oplever, at de får en helt anden status og popularitet gennem det frivillige arbejde end de f.eks. har i skolen.
- Indflydelse/magt: nogle er frivillige, fordi det giver dem et kick, at få deres ideer ført ud i livet. I en forening er der næsten altid ting, der skal organiseres eller planlægges. Desuden er der ofte mange mennesker, der skal fungere sammen i foreningen. Det kræver gode ledere - idé- og initiativrige mennesker. En del ledere i erhvervslivet har udviklet deres lederevner gennem frivilligt arbejde.
- Kammeratskab: Rigtig mange frivillige er frivillige, fordi en kammerat opfordrede dem til det. Det styrker ofte kammeratskabet at lave noget sammen. Sammen får I nogle sjove og gode oplevelser.
- Identitet: identitet handler om, hvordan man opfatter sig selv. Det drejer sig blandt andet om, hvilke ting eller forestillinger, man føler sig knyttet til. Med frivilligt arbejde har du mulighed for at få en større forståelse af dig selv. Du har mulighed for at prøve dig selv af i forskellige sammenhænge og blive lidt klogere på, hvad du synes om og ikke synes om. Det kan måske gøre dig klogere på, hvilken uddannelse, du senere skal vælge.
- Værdier: værdier handler om det, som er betydningsfuldt eller værd at stræbe efter. Hvad er vigtigt for dig? Mange laver frivilligt arbejde, fordi de føler en værdi i det, som de laver. Værdien kan være "sagen", de brænder for, eller det kan være den personlige tilfredsstillelse, som det giver at udføre arbejdet. Hvad er værdifuldt for dig?
- Læring: I løbet af ungdomsuddannelsen lærer du mange forskellige ting. Ting, som du ofte ikke har mulighed for at prøve af i praksis. I en forening kan du prøve nogle færdigheder af i virkeligheden. Måske lærer du en masse om økonomi og regnskab. Ved at følge kassereren i foreningen kan du få erfaringer med foreningens økonomi og regnskab. Måske skal du være frisør. Det kræver, at du er god til at lytte og snakke med folk. Der findes frivilligt arbejde, hvor det netop handler om at lytte og snakke med andre. I en forening har du mulighed for at lære nye og spændende ting af de andre frivillige. Ofte lærer man på en anden måde, fordi man får lov at gøre tingene imens.
|